☎ Døgnåben telefon: 73 70 62 92 cc@krisecenter-horsens.dk · Bjerrevej 135C, 8700 Horsens

Er du udsat for vold?

Bliver du kontrolleret, truet, nedgjort eller slået? Er du bange for din partner eller et familiemedlem? Så kan vi hjælpe dig. Det er aldrig din skyld.

Tegn på, at du kan være udsat for vold

  • Din partner eller et familiemedlem bestemmer, hvem du må se, hvad du må lave, eller hvordan du må klæde dig.
  • Du bliver råbt ad, konstant kritiseret, latterliggjort eller ydmyget.
  • Du bliver slået, skubbet, fastholdt eller på anden måde udsat for fysisk vold.
  • Du bliver presset eller tvunget til sex eller seksuelle handlinger, du ikke ønsker.
  • Du har ikke adgang til dine egne penge, eller du presses til at stifte gæld.
  • Dine ting bliver ødelagt eller taget fra dig.
  • Du bliver overvåget, forfulgt eller hængt ud digitalt.
  • Du er bange for, hvad der sker, hvis du siger fra.

Kan du genkende noget af det, kan du læse mere om voldens former under Viden om vold. Du er også altid velkommen til at ringe til os.

»Hvorfor går du ikke bare?«

Det spørgsmål har mange hørt. Men at bryde ud af et voldeligt forhold er en smertelig og vanskelig proces, og der er mange grunde til, at man ikke »bare går«:

  • Du elsker din partner og håber, at du kan hjælpe ham med at holde op med at udøve vold.
  • Du ønsker, at dine børn skal bo med begge forældre, eller du frygter for forældremyndighed og samvær efter et brud.
  • Du kan ikke overskue et opbrud i dit liv, hverken praktisk, økonomisk eller mentalt.
  • Du mangler støtte fra familie og omgangskreds, eller du opfordres ligefrem til at blive i forholdet.
  • Volden har lært dig at betragte den som normal, at bagatellisere den eller at påtage dig skylden.
  • Du har mistet selvtillid, netværk og troen på din egen evne til at vurdere og handle.

At søge hjælp er ikke et nederlag. Det er et modigt skridt, og du behøver ikke tage det alene.

Voldens spor i krop og sind

At leve med vold over tid kan sætte sig som fysiske, psykiske og sociale symptomer, for eksempel:

  • Nedtrykthed, angst og søvnforstyrrelser.
  • Forvirring, irritabilitet og koncentrationsbesvær.
  • Vanskeligheder ved at træffe beslutninger.
  • Selvbebrejdelser og lavt selvværd.
  • Isolation og stærke reaktioner på små forandringer i tilværelsen.

Reaktionerne er normale reaktioner på en unormal situation. De er ikke et tegn på, at der er noget galt med dig.

Sådan kan vi hjælpe

Vi tilbyder samtaler, rådgivning og et sikkert ophold, hvis du har brug for det. Du kan ringe hele døgnet, også anonymt, og du kan også bare ringe for at tale om din situation. Læs mere under Sådan foregår et ophold.

Ring til os. Vi svarer hele døgnet

Du kan altid ringe, også anonymt. Vi lytter og hjælper dig videre.

Ring nu, vi svarer hele døgnet (73 70 62 92)